- Lørdag 5. juli
Med stort kendskab til traditionen skaber duoen Bedouin Burger et både veloplagt, smukt og fængende bud på arabisk musik til en ny tid.
Den syriske vokalist Lynn Adib og den libanesiske multiinstrumentalist Zeid Hamdan mødtes i Libanon og formede et musikalsk slægtskab, der i 2020 førte til singlen “Taht El Wared”. Hamdan er en pioner på den alternative libanesiske scene, bl.a. kendt for sit elektropop-samarbejde Soapkills med Yasmine Hamdan. Med den klassisk trænede syriske sanger Adib har han fundet en ny og blændende musikalsk partner, hvis stemme på smukkeste vis forener elementer af jazz, soul og traditionel arabisk musik.
Mødet mellem Adibs vokal og Hamdans flair for futuristiske klange og hypnotiske rytmer skaber magi på deres debutalbum, Ma Li Beit (2024). Duoens ry som et spændende nyt navn på den arabiske musikscene har også manifesteret sig i sessions for bl.a. Tiny Desk og KEXP.
Deres navn er inspireret af Adibs barndomsminder om omrejsende beduiner, der ville spille musik til bryllupper og andre festligheder. De poetiske minder farver kompositioner, der skuer ind i fremtiden, og du kan se frem til en sjælden oplevelse, når Bedouin Burger gæster Roskilde Festival.