- Lørdag 5. juli
Den unge rapper BigXthaPlug har med rå kant, en dyb stemme og et imponerende flow hurtigt skabt sig et navn som en af de mest interessante nye navne på den amerikanske rapscene.
Med rødder i Texas er han en stærk og vedkommende repræsentant for en rootsy Southern rap, hvor der er plads til både old school hiphop-fornemmelse og tunge trapbeats, ligesom BigXthaPlug på elegant vis fletter samples af soul, gospel og blues ind i sit eklektiske mix.
Dén blanding skaffede ham massiv opmærksomhed, da han i 2023 udsendte debutalbummet Amar, der bød på hits som “Texas” og “Levels”, og som fremviste en kunstner med en dyb nerve og personlig stemme. Blandingen af hiphop, soul og blues foldede sig yderligere ud på 2024-albummet Take Care, og BigXthaPlug har desuden imponeret med sangen “Drink Don’t Need No Mix”, hvor han samarbejder med den nye hiphop/country-crossover stjerne Shaboozey, som du i øvrigt også kan opleve på årets Roskilde Festival.
BigXthaPlug har i interview selv teaset, at han på en kommende udgivelse vil dykke mere ned i countrymusikkens univers. Én ting er sikker: Han er langtfra færdig med at udforske de eklektiske musikalske rødder fra hjemstavnen Texas, og du kan forvente en dedikeret optræden, når han leverer en af sine medrivende koncerter på Roskilde Festival.