- Torsdag 3. juli
Der findes mange bands, som søger at skabe en rivende malstrøm af kaos på scenen, men få lykkes så godt med det som Brooklyn-bandet Couch Slut. De skaber et regulært blodbad på scenen med voldsomme visuals, et grumt og støjende lydbillede og en vokalist, der går til ekstremerne i sin søgen efter at skabe en intens og fysisk performance.
Frontfigur Megan Osztrosits har selv udtalt, at hun på scenen nærmest træder ind i en tilstand af trance – en trance, der ofte opstår via voldsomme tiltag som at banke sig selv til blods med mikrofonen. Men Couch Slut er mere end bare bloddryppende sceneshow. Siden de udsendte debut-EP’en My Life As A Woman i 2014, har de skubbet til de musikalske grænser med en voldsom udladning af punk, noise og stinkende sludge metal, der har gjort dem til et vaskeægte kultnavn.
10-års-jubilæet for My Life As A Woman blev markeret med en genudgivelse i 2024, hvor bandet også udsendte det nye album You Could Do It Tonight. 2024 blev også året, hvor Couch Slut for første gang gæstede Europa og den tunge festival Roadburn, som de nærmest flåede midt over med en af deres overvældende koncerter.
Turen er nu endelig kommet til Danmark og Roskilde Festival. Det bliver en optræden ud over det sædvanlige, men vær advaret: Det er ikke for sarte sjæle!