- Onsdag 2. juli
Få bands i nu metal-bølgen er så omgærdet af kærlighed fra både fans og anmeldere som Sacramento-bandet Deftones. Banebrydende album som Around The Fur (1997) og White Pony (2000) kan fortsat give julelys i øjnene hos yndere af udfordrende metal, og samtidig har Deftones som få andre formået at bygge bro mellem metal, alternativ rock og atmosfærisk postpunk.
Nu er Deftones tilbage, og det markeres i 2025 med længeventet nyt materiale, der følger op på bandets seneste album, Ohms (2020), der til fulde viser, at Deftones ikke er færdige med at søge nye interessante veje for den tunge musik. Ohms høstede fremragende anmeldelser, blandt andet fra NME, der skrev, at albummet cementerede Deftones’ position som “the most interesting heavy metal band in the world”.
Live er Deftones også fortsat i fremragende form med deres unikke lyd, der blander elementer af alt fra thrash og avantgarde-metal af Meshuggah-skolen til atmosfærisk shoegazer, dyster postpunk og eksperimenterende rock. I foråret 2025 begiver Deftones sig ud på en stor turné i USA, så man kan roligt sætte næsen op efter at opleve et band i topform til sommer!
Også på Roskilde Festival har Deftones adskillige gange fejret triumfer. Senest med en rost koncert i 2014. Bandet var booket til Roskilde Festival i 2020 og 2021, inden begge festivaler blev aflyst, så det er med enorm begejstring, at vi endelig kan byde Deftones tilbage til sommer!