- Lørdag 5. juli20.00, Orange Scene
Som et orange lyn fra en klar himmel slog Kenny ned i dansk musik sidste sommer. Med surprise-albummet af samme navn indtog de to stjernerappere Gilli og Benny Jamz øjeblikkeligt toppen af den danske hitliste, som de resten af året dominerede i så høj grad, at albummet tronede som det mest populære album i Danmark i hele 2024.
Gilli og Benny Jamz har hver især markeret sig som nogle af de vigtigste stemmer i deres generation af danske rappere, men trækker også på en stor fælles historie – ikke mindst som del af gruppen B.O.C., som de udgør sammen med Kesi. Kenny er et projekt, der formår at trække tråde til arven fra B.O.C. samt de dybe hiphop-rødder og er samtidig leveringsdygtigt i de forrygende partybangers, dansable rytmer og melodiske hooks, som har gjort dem hver især til folkekære hitmagere.
Trods den kæmpe succes har Gilli og Benny Jamz ikke optrådt live med Kenny-projektet. Før nu – hvor de giver en eksklusiv koncert på Roskilde Festivals Orange Scene. Den samme scene, som Gilli i eget navn indtog sidste år til en ren magtdemonstration af en koncert, der af Soundvenue modtog topkarakteren 6 stjerner.
Var Gilli leveringsdygtig i en episk rap-koncert på Orange Scene, er han sammen med Benny Jamz garant for endnu mere orange feeling. Ikke kun fordi de to stjerner har samlet et fuldt live-band til at levere en helt eksklusiv koncert til netop Roskilde Festival, men også fordi Kenny-projektet byder på en gennemført orange æstetik, der er som skabt til den ikoniske scene. Inspirationen til æstetikken og navnet kommer fra serien South Park og figuren Kenny – en underdog, der tæt indhyllet i sin orange dynejakke altid formår at rejse sig igen. Og når Gilli og Benny Jamz indtager Orange Scene og lader hits som “Reposado” og “Booty Up” gjalde ud over festivalpladsen, kan du da også forvente et show, der sparker liv i selv den mest trætte festivalkrop.