- Onsdag 2. juli
To af de førende kræfter i palæstinensisk hiphop mødes, når producer Al Nather og rapper/sangskriver Shabjdeed bringer deres mangefacetterede udtryk til Roskilde Festival.
Shabjdeed & Al Nather skabte allerede røre i hele den arabiske musikverden med debutalbummet Sindibad el Ward, der udkom i 2019 og blev kaldt blev kaldt “a milestone for Arabic hip-hop” af magasinet Scene Noise. Her udfolder de et univers, der både er musikalsk nysgerrigt med elementer af både jazz, avantgarde, britisk grime-lyd og trap beats, og som lyrisk byder på et dybt originalt udtryk mellem rå realisme og poetisk nerve.
Duoen formår på imponerende vis at favne komplekse skildringer af livet i Palæstina, formidlet gennem forskellige karakterer, der giver en flerstemmighed til lyrikken, ofte rappet på palæstinensiske dialekter.
I 2024 fulgte duoen endelig op med det nye album Sultan, der favner endnu bredere både lyrisk og musikalsk med multifacetterede skildringer af palæstinensisk og arabisk identitet og med et lydspor, hvor traditionel palæstinensisk bryllupsmusik, hiphop og drum ’n’ bass smelter sammen i et futuristisk univers, som vi glæder os til at opleve live på dette års Roskilde Festival.