Af Rasmus Løwenstein, frivillig i Roskilde Festivals Mediehus
RF24 lakker mod enden. Vil du være med til at skabe Danmarks fjerdestørste by næste år? Så er der et hav af muligheder for det – uanset om du vil prøve kræfter med noget nyt, vil sætte din viden i spil på nye måder eller påtage dig ledelsesansvar.
Lær om nogle få af de mange hjørner af frivilligheden på Roskilde Festival.
Med tusindvis af overnattende på campingpladsen er det vigtigt, at hjælpen er nær, når teltet er slået op og festen er i gang. Serviceværterne viser vej, giver en skraldepose og sørger for, at stemningen af høj.
Koncerterne på Roskilde Festival tiltrækker mange mennesker, og det sætter store krav til sikkerheden. Som Crowd Safety skaber man trygge rammer, når musikken spiller, og festen er i gang. Selvom folk ikke kigger på dig, spiller du en nøglerolle i at publikum får en god koncert.
Det er ikke kun de mange frivillige, du møder på pladsen, som står bag festivalen. Et stort apparat går i gang, når festivalen hvert år skyder op fra græsmarkerne, og der er mange muligheder for at være med til at bygge festivalbyen.