20240703 Orangefoto Foodcourthall Henrikarum 10 800Px

Stil sulten i nye lækre boder

04.07.2024Festivalen

I Food Court er der altid et væld af lækker festivalmad at gå ombord i. Læs om årets nyheder her.

Af Ina Marie Ernø Jacobsen, frivillig i Roskilde Festival Mediehus

Vi er endelig nået til festivalens Final Days, og det betyder ikke alene et overflødighedshorn af musik og performances, men også endnu mere lækker mad at vælge imellem, når den sultne festivalmund skal mættes! 

Centralt på festivalpladsen, lige mellem Arena, Avalon og Artzone finder du Food Court, festivalens mangfoldige madlaboratorium, hvor du kan gå på opdagelse i et bredt udvalg af eksperimenterende madboder. Hvert år kommer nye til, og her er en oversigt over årets nyheder i Food Court. 

Gorda

Drømmer du om varmere himmelstrøg? Hos Gorda finder du latinamerikanske lækkerier, bl.a. arepas, venezuelanske sprøde majsbrød med avocado og svampe eller kylling. Skulle solen titte frem, kan du også blive kølet ned med en kold hibiscus lemonade. 

Frihed

Har du i stedet brug for at få varmen? Så læg vejen forbi caféen Frihed, som den ukrainske forening i Roskilde, Lastivka, står bag. Her kan du lune dig på traditionelle ukrainske retter som Borsch (rødbedesuppe) og Dolma (vinbladsruller) – med eller uden kød.   

First Season

Vågnet op med tømmermænd og bare lyst til en burger? First Season (tidligere Planteslagterne) er åbnet i Food Small (den lille Food Court over for The Garden) byder på både cheez burgere og farmer fries... med det lille tvist, at hele herligheden er 100 pct. vegansk! 

Kopan Street

Craver du koreansk? Københavnsk-koreanske Kopan Street byder på traditionelle streetfood-pandekager til både den salte sult og den søde tand. 

Diamond Slice

En ægte Nørrebro-darling, Diamond Slice, er kommet til festivalbyen og byder på store pizza slices med dip i New Yorker-stil. Perfekt til at få styr på salt-fedt-balancen! 

Norrlyst Smørrebrød

Måske har du allerede fået godt med rugbrødsmadder i campen, men de har næppe kunnet hamle op med en god omgang dansk smørrebrød. Det kan du få hos Norrlyst Smørrebrød, der baserer madderne på de råvarer, som er i sæson. Prøv f.eks. en kartoffelmad med nye danske kartofler eller en mad med confiteret knoldselleri. 

Udover madboderne i Food Court er der over 100 andre at vælge imellem fordelt på både hele festivalens område, så der er noget for enhver smag!  

Du kan finde meget mere om alle madboderne i festivalapp’en, hvor du også kan filtrere på, f.eks. glutenfri eller laktosefri. Du kan også se, hvor meget CO2 hver enkelt ret udleder. Mange retterne er mærket med One Planet Plate, hvilket betyder, at de har et CO2-aftryk på max 0,5 kg og er 100 pct. økologisk. One Planet-mærkatet præsenteres i samarbejde med WWF.