Orange Together og indsatser mod grænseoverskridende adfærd

Vi involverer festivalens gæster og frivillige i forebyggelse af krænkende og grænseoverskridende adfærd. Få overblikket over adfærdsindsatsen Orange Together og tryghedsskabende initiativer på Roskilde Festival 2024

Vi har arbejdet med adfærd på festivalen gennem flere år. I 2024 koncentrerer vi indsatserne mod grænseoverskridende adfærd om disse områder: 

Adfærdsindsatsen Orange Together

Siden 2018 har vi anvendt betegnelsen Orange Together for festivalens fokus på fællesskab og positiv adfærd. Orange Together handler om have respekt for andre og kende sine egne grænser.  

Ved at forsætte indsatsen ønsker vi at forebygge krænkende og grænseoverskridende adfærd og inspirere deltagerne til at sætte standarder for socialt acceptabel adfærd på både festivalen og i dens omverden. 

Vi har formuleret fem simple ’spilleregler’ i Orange Together Code of Conduct, der adresserer deltagernes ansvar, grænser og fællesskabets vigtighed. 

Se det fulde kodeks her

Soft Spots yder hjælp og rådgivning

Festivaldeltagerne kan i år opsøge de tre Soft Spots, der ligger på campingområderne og på selve festivalpladsen. Åbningstiderne er 10.00 og 16.00 alle otte dage. 
 
Et Soft Spot er et sted, hvor man kan få hjælp og rådgivning, hvis man f.eks. har oplevet diskriminerende og grænseoverskridende adfærd. 

Stederne samarbejder med festivalens Social Workers og er bemandet af uddannet personale fra organisationer som Sex & Samfund, Everyday Sexism Project, DareGender og Reden Ung. 

Her kan man også prøve det grænseudforskende dialogspil 'Spiller det’ og deltage i workshops og samtaler om at flirte og hvordan man siger fra over for diskriminerende og grænseoverskridende adfærd. 

De tre Soft Spots udleverer desuden solsikkesnore

Ud over de tre Soft Spots arrangerer festivalen pop-op aktiviteter på campingområdet, som ud over ovennævnte organisationer også bemandes af Mino Danmark.

Tryghed gennem beredskab og uddannelse

Roskilde Festivals beredskab består af blandt andre Social Workers, Samaritter og Safety-Værter, der kan skabe tryghed, tillid og dialog. Vi samarbejder tæt med politiet, som udfører oplysende og forebyggende indsats på festivalen, og vi indsamler viden gennem dialog med eksperter inden for adfærd i by- og nattelivet. og Safety-Værter, der kan skabe tryghed, tillid og dialog. Vi samarbejder tæt med politiet, som udfører oplysende og forebyggende indsats på festivalen, og vi indsamler viden gennem dialog med eksperter inden for adfærd i by- og nattelivet. 

Service- og safety-frivillige, som udgør langt størstedelen af festivalens frivillige, modtager undervisning om blandt andet krænkende adfærd og tilgang til bærere af solsikkesnoren. 
 
Dette øger deres viden og kompetencer i forhold til at håndtere og indrapportere krænkende adfærd og gør dem i stand til at agere som ambassadører for god adfærd. 
 
Service- og safety-frivillige understøttes af teams med specifikke erfaringer på området, som kan aktiveres, hvis behovet opstår for fokuseret dialog og håndtering af konkrete krænkende hændelser. 
 
Beredskabets Social Workers – et team bestående af psykologer, misbrugskonsulenter, pædagoger fra specialområderne og andre faggrupper – bevæger sig opsøgende rundt i festivalbyen, herunder dialogpunkterne, døgnet rundt for at hjælpe dem, der har behov.  
 
Teamet arbejder forebyggende og opsøgende og kan yde psykisk førstehjælp og holder især fokus på de helt unge festivalgæster. 
 
Alle Social Workers har en faglighed, der bygger på at skabe safer spaces, som er en betegnelse for et frirum, hvor enhver kan deltage sig uden føle sig uvelkommen eller usikker på grund af sin identitet. 
 
Læs om organisering af sikkerhed

Dialog med gæster og frivillige

Frivillige fra Orange Together og partnerne Sex & Samfund, DareGender, Everday sexism Project Denmark, Mino Danmark og Reden Ung vil skabe dialog med og mellem festivaldeltagere om grænser, respekt og erfaringer med krænkende adfærd på og uden for Roskilde Festival. 
 
I indsatsen indgår det grænseudforskende dialogspil 'Spiller det’, hvor deltagerne forholder sig til udtalelser og adfærd og dermed reflekterer over, hvordan de vil reagere på konkrete situationer og dilemmaer. 
 
Samtalerne kan forebygge misforståelser og skabe fælles erkendelse. En spilbaseret tilgang til dialog har på tidligere festivaler været anvendt som et effektivt redskab til at involvere gæsterne i svære samtaler om egne og andres grænser. 

Se dialogspillet 'Spiller det’ (pdf)

Handlingsanvisninger til gæster og frivillige 

Erfaringer fra tidligere festivaler har understreget et skærpet behov for at tilbyde guides til, hvad man kan gøre i konkrete situationer, hvor man oplever diskrimination eller grænseoverskridende adfærd.  
Vejledningerne skal hjælpe gæster og frivillige i situationer, hvor man er i tvivl om, hvordan man skal handle, eller hvordan man kan få hjælp. 
 
Som en nyhed i 2024 har vi oprettet en døgnåben telefonlinje, hvor man kan ringe og få hjælp og vejledning, hvis man er i tvivl om hvor man skal søge hjælp. Nummeret er 78 74 40 07. 

Whistleblower-ordning for frivillige og ansatte

Frivillige og ansatte hos Roskilde Festival har via festivalens app adgang til en uafhængigt administreret whisteblower-ordning. Her kan man anonymt og fortroligt indberette en oplevelse af grænseoverskridende adfærd.

Diversitet på programmet

Sociale forandringer kan opstå i fællesskaber, hvor man gennem debatter, reflektioner og meningsudveksling påvirker hinanden positivt.  
 
I Roskilde Festivals forsamlingshus Flokkr kan festivaldeltagerne på dette års festival engagere sig i workshops og paneldebatter, der tager afsæt i aktuelle dagsordener og tematikker. Her deler SEXUALIA ud af deres viden om seksuel mangfoldighed og sexpositivitet, foreningen SABAAH udforsker normer, forestillinger og fordomme om køn, etnicitet, seksualitet og krop, mens Ungdommens Røde Kors inviterer til møder med unge flygtninge, der fortæller om liv og erfaringer. 
 
Se programmet 

Indsamling og deling af viden 

Vi samarbejder med organisationer, der i forvejen har erfaringer med hjælp og håndtering, hvis et overgreb har fundet sted. Vi er i dialog med blandt andre Joan Søstrene, Sex og Samfund og Midt og Vestsjællands Politi. 
 
Gennem videndeling med omverden ønsker vi at bidrage til forandring andre steder i samfundet, hvor problematikkerne også findes. 

Viden og erfaringer fra tidligere festivaler er fremlagt i rapporter, der bl.a. giver bl.a. indsigt i organisering, partnerskaber, trivselsundersøgelser, forskning og Orange Togethers fremtidige perspektiver.  

Se rapport fra 2023 her

Find tidligere Orange-together-rapporter på denne side 

På Roskilde Festival 2024 indsamler vi viden gennem surveys, interviews og observationer, og efter festivalen udgiver vi en rapport om erfaringerne fra festivalen i 2024. 


Q&A om Orange Together og grænseoverskridende adfærd

Hvorfor er Orange Together nødvendig?

Fordi Roskilde Festival ikke tolererer nogen som helst former for diskrimination og grænseoverskridende adfærd. Derfor arbejder vi for at bevare et fællesskab, hvor alle trives. 
 
Vi deler en problematik med vores omverden, der handler om, at tankeløs eller grænseløs adfærd er krænkende for andre. Vi oplever indimellem, at frirummet bruges som undskyldning, når grænser overskrides. 
 
Vi siger fra over for en kultur, hvor det i visse sammenhænge for nogle er i orden at overskride andres grænser. Det er den kultur, der er afspejlet i bl.a. #metoo, i vendinger som ’det er bare drengestreger’ og ’det er bare for sjov’ og hos os i ’slap af! Det’ jo Roskilde’. 
 
Det kommer også til udtryk som sexistiske tilråb, uønsket berøring eller fastholdelse 
 
Det er OK at tage på festival for at udforske.  

Frem for at indføre begrænsende regler sætter vi med Orange Together fokus på, at alle har et medansvar for frirummet. For frirummet eksisterer kun gennem deltagernes opbakning. 

Derfor har vi formuleret fem simple ’spilleregler’ i form at vores Orange Together Code of Conduct.  

Se det fulde kodeks her

Hvordan definerer I krænkende og grænseoverskridende adfærd? 

Det er respektløs adfærd, hvor man af den ene eller anden grund ikke viser den fornødne og grundlæggende respekt for andre og andres værdier og grænser, men i stedet alene tager udgangspunkt i sig selv. Dette kan opleves af andre som krænkende i forskellig grad. 

Hvor udbredt er omfanget af grænseoverskridende adfærd? 

Vores egne undersøgelser viser, at omfanget af krænkelser af grænseoverskridende og seksuel karakter er på niveau med by-og natteliv generelt i Danmark. 

Langt de fleste deltagere oplever festivalen som et trygt sted, og det er også dette, vi hører fra myndighederne, når de sammenligner med øvrige steder. 

Men vi oplever også, at det for nogle deltagere kan være svært at finde grænserne midt i frisættelsen. Det er ikke et problem, der er særskilt for Roskilde Festival, men ligesom i det øvrige by- og natteliv oplever vi også grænseoverskridende og/eller krænkende adfærd.

Hvad gør I, når I observerer grænseoverskridende adfærd på pladsen? 

Samtalen er altid udgangspunktet for os, så vi starter med en dialog. Det kan føre til en mundtlig advarsel og også advarselsarmbånd, hvis vi vurderer, at det er nødvendigt. Er yderligere handling påkrævet, kan man blive bortvist for en dag eller resten af festivalen.

Hvad er jeres råd hvis man oplever grænseoverskridende adfærd?

At man fortæller os og andre om det. Det er en udfordring, at det har været tabubelagt at fortælle om, at man har være udsat for krænkende adfærd. 
 
Vi har hørt beretninger om, at unge kvinder er og har været bange for at blive opfattet som kedelige og snerpede og samtidig frygter at blive udelukket fra et fællesskab, mens det er endnu sværere for unge mænd at fortælle andre om det. 
 
Man kan opsøge Soft Spots, hvor man i dagtimerne kan få hjælp, vejledning eller en snak med uddannet personale om konkrete oplevelser. Døgnet rundt kan service- og safety-frivillige på pladsen tilkalde den rette hjælp til den konkrete situation. Det kan være Social Workers, som kan hjælpe med at håndtere den aktuelle problemstilling. 

Flere informationer

Fakta om sikkerhed og beredskab
Q&A om narkotiske stoffer


Tilbage til pressemateriale