2023 06 27 Orangefoto Stang Stiv Stangtennis Villas Hartvig 4 5 18

Mød dine naboer i Community Camping

30.06.2024Guides

Beboerne i Community Camping beviser igen i år, at bæredygtighed ikke er en begrænsning for den gode fest. Her kan du gå på opdagelse i de unikke og kreative arrangementer, der venter dig den næste uge.

Af Viktoria Holst Jensen & Vera Francine Claver, frivillige i Roskilde Festivals Mediehus

Community Camping er baseret på et fælles ansvar for hinanden, fællesskabet og for den festivaljord, vi deler. I områderne kan du hele den næste uge lade dig fare vild i unikke events som Bar Golf, stopdans og skraldebankostafet og give dig selv nogle oplevelser, som du med garanti ikke vil støde på igen.

Er du en smule overvældet og ved ikke, hvor du skal starte eller slutte, så kommer vi her med et par forslag:

Minigolfturnering i Common Ground

Find din indre Tiger Woods og vis os dine bedste tricks. Der er lagt op til noget af en turnering i Bar Golf.  Tag nye og gamle venner under armen, og vær med i kampen om en flot gavekurv med delikatesser fra lokale sponsorer.

Mandag 1. juli klokken 12.00, Bar Golf i Common Ground

Medina-stopdans i Settle’n Share

Velkommen Til Medina-stopdans! Er du Ensom? Det synes vi er Synd For Dig. Frygt ej, Camp Kun For Mig byder op til dans i en stopdansturnering mandag eftermiddag. Lys op Som Stjernerne med alle dine venner, og vær med i kampen om en eksklusiv præmie.

Mandag 1. juli klokken 16.00, Camp Kun For Mig (P44)

Love Out Loud i Clean Out Loud

Glæder du dig til at forelske dig i ny musik på Roskilde Festival, og er du åben for også at finde kærligheden? Så kan du prøve lykken i Clean Out Loud, hvor du bliver matchet op med dit livs potentielle kærlighed.

Du udfylder et spørgeskema, og så vil skæbnen afgøre, om Clean Out Loud-beboerne har bedre held med deres matches end dem fra ”Gift ved første blik”. 

Tirsdag 2. juli klokken 13.30, Agora F 

Preston Drake Hillyard

KæmpeTwister i Settle’n’Share

Du kender det. Det klassiske Twister, hvor du bliver udfordret på balance, smidighed og styrke. Camp Twister and Shout præsenterer Twister i en ny skala. Med flere folk, større bane og mere sjov. Kom med!

Tirsdag 2. juli klokken 18.00, Camp Twister and Shout (P46)

Alexander Fazio

Skraldebankostafet i Settle’n Share

One man’s trash is another man’s treasure. Find dine bedste superhelte-venner, og vind præmier, mens du gør en god gerning. På onsdag kan du tage til banko i Camp Justice, hvor tallene er erstattet af skrald, du finder på pladsen.  
Der er plads til 25 hold af fem personer, og det er først til mølle.  

Pssst... vi har hørt, at der er bonuspoint at hente for bedste superheltekostume.  

Onsdag 3. juli klokken 13.00, Camp Justice (P40)  

Kim Matthäi Leland

Fælleslur i Common Ground

Lad batterierne op inden den store åbning af Indre Plads. Camp Ros’masjang inviterer til fælleslur. Tag din madras under armen, træk vejret og nyd godnathistorierne.  

Onsdag 3. juli klokken 14.00, Camp Ros’masjang  

Villas Hartvig

Nøgenløb i Dream City

Vidste du, at Roskilde Festival ikke selv arrangerer det årlige nøgenløb? Flere camps fra Dream City er gået sammen om at planlægge nøgenløbet på dette års festival. Se med, når 30 festivaldeltagere løber afsted i kampen om to billetter til RF25. Kom i god tid!  

Torsdag 4. juli klokken 14.00, Camp Turist Misinformation

I går åbnede Community Camping med et brag – her kan du se, hvordan det så ud, da de første indtog festivalpladsen: