MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE 16X9

Kom helt tæt på vigtige samtaler

30.06.2024Guides

Marchér for kvinders rettigheder, bliv del af et menneskeligt banner og lyt til vigtige samtaler under hele festivalen. Vi guider dig gennem flere af festivalens aktivistiske indslag.

Skrevet af Rasmus Løwenstein, frivillig i Roskilde Festivals Mediehus 

Det første døgn på festivalen er overstået, og mens musikken på campingområdet og First Days-scenerne brager derudad, er der rig mulighed for at få et afbræk med vigtige problemstillinger, der fylder i verden. 

Uanset om du vil høre debatter om emnerne eller lade dig inspirere af performance- og installationskunst, kan du finde noget, der kan sætte tankerne i gang og få en bedre forståelse for den verden, vi lever i. 

Dans og dan et banner for fred

Mellemfolkeligt Samvirke dykker ned i palæstinensisk kulturarv, og du og din camp er inviteret med til at dele et budskab om fred og medfølelse. Dansegruppen Olive Branch vil lære dig dansetrin til traditionel folkemusik, og til sidst vil vi stille os sammen – fysisk sammen – i et menneskeligt banner. 

Dancefloor, mandag kl. 12.00. 

Førstehåndsberetning fra flygtninge

Ungdommens Røde Kors, der er en af de mange donationsmodtagere af vores overskud, inviterer dig ind for at høre om livet i verdens brændpunkter. Hvem er de skæbner, der sidder fast i krigszonerne? Flygtninge fra hele verden deler deres breve og musik og giver dig en forståelse for deres hverdag, som du ikke ser i nyhedsdækningen. 

Flokkr, tirsdag kl. 13.30 

Bryd med seksuelle tabuer

Ved siden af Flokkr finder du kunstnergruppen Sexualias installation ‘Sex Positive Confession Booth’. Det er et opgør mod kassetænkning og stigma i seksuelle præferencer og et forsøg på at skabe sexpositivitet og -mangfoldighed. 

Træd ind i boden nedskriv dine seksuelle fantasier – giv slip og løsriv dig fra skam over seksualitet. Tirsdag klokken 11.00 ledsages installationen af en kort samtale om kunstværket. 

 

Hvem leverer din fast food?

Den svenske kunstner Axel Berger opfører en surrealistisk performance opvisning om eksplosionen af cykelbude i hele verden. Berger kører rundt på campingområdet og festivalpladsen i slowmotion i et forsøg på at få dig til at stoppe op og bruge tid på at tænke over cykelbudenes rolle i en tempofyldt hverdag. 

Flokkr, mandag kl. 12.45 og Food Is Now, lørdag kl. 11.15. 

Hvor står kvindekampen?

Få en opdatering på status over den globale kvindekampbevægelse, når journalist og dokumentarist Sol A. Wendel i samtale med aktivist og kvinderettighedsforsker Sahar Fetrat gør status på kvindekampen netop nu, og hvilke udfordringer den vil møde i fremtiden. 

Flokkr, mandag kl. 17.45 

March mod patriarkatet

Gå med, når den hollandsk-amerikanske kunstner Lara Schnitger, inviterer til parade med fokus på kvinders manglende ligestilling og sikkerhed i et patriarkalsk samfund. Perfomancen har fået navnet Suffrogate City, og igennem to workshops har du mulighed for at lave dine egne slut-sticks, du kan tage med i optoget. 

Flokkr, søndag fra kl. 13.30 & Flokkr, tirsdag fra kl. 13.00