Om fem måneder tager vi hul på sommerens ultimative og vildeste fest: Roskilde Festival 2025. Med 130.000 mennesker samlet om 200 koncerter, nogle af verdens største musiknavne, magiske campingfester, uforglemmelige øjeblikke og kunst af en anden verden.
I dag løfter vi sløret for 28 nye navne til plakaten – og vi starter med tidens største hiphop-fænomen, som gæster Danmark for første gang til sommer:
Hendes navn er Doechii! Den amerikanske sydstatsrapper udgav i 2024 det rå og kompromisløse mixtape Alligator Bites Never Heal, og nu er hun nomineret til tre Grammy-priser – Best New Artist, Best Rap Album og Best Rap Performance. I år udkommer hendes længeventede debutalbum.
Hun er blevet udråbt som "den hårdeste rapper" af Kendrick Lamar og har allerede turneret med superstjerner som Beyonce, SZA og Doja Cat. Dit pensum før vi ses foran Orange Scene: Hendes mesterlige akustistiske Tiny Desk-koncert fra december.
Nine Inch Nails vender tilbage til Roskilde Festival til sommer. Industrial rock-legenderne spillede senest på festivalen i 2018, og nu tager Trent Rezner og co. på en verdensturné, der bringer dem forbi Roskilde Festival og lørdagsprogrammet.
Glæd dig til en intens og grænsesøgende koncert fra et band, der efter mere end 35 år stadig rummer en uforlignelig liveenergi!
D1MA indtager Roskilde Festival i det, der bliver den maskerede rappers eneste koncert i hele 2025. Det hemmeligste navn i dansk musik har sat nye standarder for pop, hiphop og elektronisk musik herhjemme, og han er godt i gang med at planlægge et kæmpe setup til sin koncert på Orange Scene.
Og: D1MA kommer med ny musik i 2025!
Den britiske alt-pop-sensation Beabadoobee er beslægtet med rocknavne som Mitski, Japanese Breakfast og lo-fi-koryfæerne Pavement. Hun er godt i gang med at løfte den tunge rock-fakkel videre, og til sommer vil hun sætte Orange Scene og hjerter i brand med sine rørende tekster, fængende melodier og hits som "Real Man", "Glue Song" og "The Perfect Pair".
Kom i hiphop-mesterlære med rapskolens kæledægge, Schoolboy Q, en af de mest dynamiske rappere i moderne hiphop.
Schoolboy Q's repertoire, der strækker sig over 15 år, er spækket med bangers, mørke beats og overraskende melodier, og 2024-mesterværket Blue Lips understreger, at Schoolboy Q er en mester, der stadig har meget at lære os.
Hendes seneste album hedder ganske vist This Wasn't Meant For You Anyway, men Lola Youngs koncert på Roskilde Festival er til for alle, der er klar på en følelsesladet popfest! Den britiske popkomet gik sidste år viralt med kæmpehittet "Messy" og er et af de bedste bud på den nye store popstjerne.
En anden viraltgående komet er countryrapperen Shaboozey, der i 2024 toppede den amerikanske hitliste i 19 uafbrudte uger med "A Bar Song (Tipsy)" – en rekordbedrift. Amerikanerens koncert på Roskilde Festival bliver hans første i Danmark!
Roskilde Festival 2025 byder også på de britiske indierock-darlings Wet Leg, der arbejder på opfølgeren til deres fantastiske 2022-debut, og den amerikanske singer-songwriter Lucy Dacus, som også er en del af trioen Boygenius og som til marts udgiver albummet Forever Is A Feeling.
Glæd dig også til det argentinske latin-trap-powerhouse Ca7riel & Paco Amoroso, som har taget verden med storm med et excentrisk mix af latinpop, elektronisk musik og jazz. Tjek deres viraltgående Tiny Desk-koncert fra sidste år.
Roskilde Festival handler ikke kun om de store navne. For lige under dagens overskrifter finder du en underskov af fantastiske navne, der kan forbløffe og inspirere, når du mindst venter det. Her er blot et udpluk af de mange nye opdagelser, du bør have på din radar.
- Akriila: Chilensk rising star der leverer en eksplosiv fusion af trap, reggaeton og progressiv pop
- Fabiana Palladino: Nyt stjerneskud på den britiske pophimmel suger dig ind med 80’er-klingende retrocharme og futuristisk innovation
- Couch Slut: Kompromisløst post-hardcore-band forener rå noise-punk og et blodigt sceneshow
- Major League DJz: Sublim dansefest fra sydafrikanske amapiano-konger
- This Is Lorelei: Skæve indieperler fra eklektisk og begavet sangskriver og Water From Your Eyes-frontmand
- Jako Maron: Enestående blanding af techno, folklore og protestmusik fra Réunions visionære kunstner
- Yeule: Futuristisk popkreatør, der balancerer hudløse melodier med grænseløs kreativitet
De 28 nye navne er:
Beabadoobee (UK)
D1MA (DK)
Doechii (US)
Nine Inch Nails (US)
Schoolboy Q (US)
Ca7riel & Paco Amoroso (AR)
Lola Young (UK)
Lucy Dacus (US)
Shaboozey (US)
Wet Leg (UK)
4am Kru (UK)
Akriila (CL)
Alabaster Deplume (UK)
Annahstasia (US)
Arushi Jain (IN)
Body Meat (US)
Couch Slut (US)
Fabiana Palladino (UK)
Jako Maron (RE)
Kassa Overall (US)
Major League DJz (ZA)
Moin (UK/IT)
Neckbreakker (DK)
Nídia & Valentina (PT/IT)
Paydar (DK)
Soleima (DK)
This Is Lorelei (US)
Yeule (SG)
Med dagens offentliggørelser har vi løftet sløret for i alt 81 navne til årets plakat – og der er stadig over 100 navne på vej!
Blandt de tidligere offentliggjorte kunstnere finder du blandt andre Olivia Rodrigo, Fontaines D.C., Stormzy, Jamie xx, Arca, Artigeardit og Deftones.